Jeg har det, som publikumsdirigenten Hitchcock må have haft det ved visningen af Psycho; jeg holder intenst øje med hver enkel hovedbevægelse på publikum, jeg lytter til deres åndedrag, jeg ved præcist, hvor de er henne i filmen. Nu skal de til at spise kagen, og nu, nu svæver de ud af deres egen krop. Oplevelsen, den fysiske følelse af at svæve ud af sig selv, om man har prøvet det eller ej, så oplever publikum det nu på egen krop.

​

Cannes 2016, premiere på VR-filmen ’EWA, Out Of Body’. Det er første gang jeg er på festivalen, men jeg må indrømme, at det har været en drøm, så længe jeg kan huske. Det er som om, noget falder på plads inden i mig. Cannes er noget, man bliver afhængig af. Fra første forsøg. Sådan har jeg det, jeg vil tilbage, det ved jeg. Men jeg vil gøre det på mine præmisser, min måde at lave film på.

​

Dét, der virkelig tiltrækker mig ved VR, er at jeg kan gøre noget, som ingen andre har gjort før mig. At jeg kan bygge mine egne kameraer, at jeg kan udvikle min egen stil, tale mit eget sprog. Og at jeg kan se på publikum, at de er helt inde i filmen, inde i sproget. At jeg kan tale med dem ved hjælp af sansninger, tilstedeværelse og bevægelser.

​

Helt kort: VR er en computerskabt virkelighed, som du oplever ved hjælp af videobriller. Du kan som regel interagere med det oplevede ved hjælp af håndbevægelser eller hovedets drejninger. Men VR er også meget andet, bl.a. ikke-computerskabte billeder, herunder film, hvor det filmede billede strækker sig hele vejen rundt om dig, tilskueren, både over og under, 360 grader, og gerne stereoskopisk. Det er den slags, jeg beskæftiger mig mest med, den filmede virkelighed. Hovedsageligt fiktion, men også dokumentar. Jeg er ikke desto mindre begyndt at forstå, hvad det kan betyde for filmen, at den kan programmeres og hvilke muligheder det indebærer. Samtidig er jeg begyndt at forstå, at filmen har mulighed for at transcendere sig selv. Den har mulighed for at flyde ud over sine egne rammer og blive til mere end en ’film’, men en oplevelse, en helhedsoplevelse! Det vender jeg tilbage til.

​

Når jeg skriver, at den kunstneriske udvikling ikke viser sig selv i de store tanker, men i de små hændelser, er det ikke ensbetydende med, at de store tanker ikke ændrer sig. For selvfølgelig gør de det. Det foregår bare flydende over tid og gør det svært at definere skellet for, hvornår man begyndte at tænke anderledes. Oftest virker det som om, at tankerne først bliver bevidste om sig selv lang tid efter, at skellet egentlig har været der.

​

’Skammekrogen’
Sådan havde jeg det med ’Skammekrogen’. I sommeren 2013 annoncerer Filminstituttets New Danish Screen, at man kan søge en ny pulje med navnet ’Shoot-it’. Puljen baserede sig på at støtte korte projekter, på et grundlag af en god idé eller interessant holdsammensætning. Det særlige ved ordningen er, at man ikke skal gå igennem en lang, opslidende udviklingsfase. Jeg taler med Mads Damsbo, min faste makker og producer, om ikke vi skal lave noget sammen med kunstnerkollektivet Dark Matters. Den er alle med på, og jeg har en idé om at skabe noget, der tager en eller anden form for bevidsthedsspring, som et kvantespring, bare følelsesmæssigt. Jeg tænker på følelsen af forelskelse eller vrede eller skam. Mads og jeg er ret overbeviste om, at vi har lyst til at lave noget andet end de film, vi lavede på Super16. Vi ville lave noget, der er fysisk og sanseligt. Dark Matters introducerer VR-brillerne Oculus Rift for os, og vi bestiller dem straks. Efter første test er vi sikre på, at det her må prøves. Og heldigvis får vi penge fra instituttet og heldigvis er der ingen statslig udvikling af projektet, kun vores egen mystiske vej hen til en filminstallation, der senere skal åbne døren for os til resten af verden.

​

’Skammekrogen’ er en film om en akavet familiemiddag og opleves gennem hver af de fem karakterers subjektive POV. Hvert POV er en film i sig selv, i ét uklippet 18 minutters lang take af den samme middag og den samme dialog, men oplevet på vidt forskellige måder. Publikum sætter sig ned omkring et spisebord, fem ad gangen, og tager hver især briller på. Med brillerne kan man kigge rundt, bl.a. ned af sig selv, hvor man vil se karakterens krop med kavalergang eller ølvom. Man kan dermed vælge, hvem af de andre karakterer, man vil kigge på, om man vil følge dialogen, se på billederne på væggen eller bare holde øje med sine fingre, der drejer vinglassets fod.

’Skammekrogen’ optages med 2 GoPro ‘er, sat side ved side, så de danner stereoperspektiv, med ekstra wide optiker påsat og monteret på en cykelhjelm, som skuespilleren kan bære. Egentlig rimelig simpelt, det var bare ikke tilgængelig viden, så vi måtte opfinde alting selv, hvilket primært er Mads' fortjeneste.

​

Det store bevidsthedsspring sker bare ikke, når folk tager brillerne på. Selvom det er en overvældende følelse, at være passager i et andet menneskes krop og historie, sker magien først når publikum tager brillerne af igen. En forvandling er sket og publikum opdager, at en særlig forbundenhed er etableret med de øvrige deltagere, der for 20 minutter siden var fremmede. Man taler med disse fremmede, som om de ikke længere er fremmede, for man har overtaget karakterens krop og man har overtaget karakterens vilje. Det magiske er, at publikum, helt af sig selv, at fortælle hinanden, hvordan de hver især oplevede familiemiddagen.

​

’Skammekrogen’ har premiere 2. februar 2014 i Nikolaj Kunsthal og spiller for fulde huse i en måned. Efterfølgende bliver ’Skammekrogen’ inviteret rundt til festivaler og gallerier, først i Danmark, derefter i Europa, siden til Nordamerika, Mellemøsten og Asien. I skrivende stund kan den opleves på Fuglsang Museum på Lolland Falster, derefter Skagen Museum, og derefter skal den til Rio de Janeiro.

Men alt det ved vi selvfølgelig ikke i februar 2014, og både Mads og jeg fortsætter med hver vores projekter. Jeg tænker, at det var en engangsfornøjelse, at VR ikke er rigtig film og at jeg skal tilbage til det format, som jeg er uddannet til. Jeg skriver nogle oplæg på spillefilm, som jeg får blankt afslag på, jeg hjælper kollegaer med deres projekter, men intet synes at virke for mig. Imens får vi flere og flere e-mails fra hele verden, der ønsker at opleve ’Skammekrogen’.

​

’EWA’
I løbet af sommeren 2015 beslutter Mads og jeg os for at kaste os over et nyt projekt sammen. Projektet får titlen ’EWA’, og er en kropsliggørelse og -indtagelse af en kvinde, der vokser op i skyggen af sin mors fjerne sind.

​

Vi arbejder derudad med en støtte fra kunstfonden, og i februar 2016 laver vi en pilot på projektet. Jeg ønsker at lave en scene, hvor Ewas evne til at have kontrollerede ud-af-kroppen-oplevelser har en påvirkning på hendes mor. Vi har behov for større kontrol over kameraet, end vi havde på ’Skammekrogen’, så vi må udvikle vores udstyr videre. Vi har ingen penge til produktionen, så vi bruger kunststøtten til at købe nogle nye fish-eye optiker, der filmer 280 grader bredt, som vi monterer på nogle GoPro’er og optimerer vores kamerahjelm i samarbejde med Anders Holck på Red Rental. Talib Rasmussen er fotograf og Danica Curcic spiller Ewas mor, der straffer Ewa for hendes lyst til lagkage.

​

I piloten har man Ewas perspektiv, imens man tyvsmager på kagen, men Ewa bliver opdaget af mor, der som straf tvinger Ewa til at spise hele kagen. I ren ydmygelse glider man ud af Ewas perspektiv og bliver til hendes forlængede vilje, der demonstrerer sin vrede og skræmmer mor væk. Filmen er 8 minutter lang og er mit første forsøg på at skabe bevidst filmisk VR, hvor kameraet får en betydning udover at være et perspektiv.

​

Vi kommer i kontakt med Cannes, som fortæller at de vil lave et program for VR, og vi viser dem piloten. Vi bliver inviteret til at have verdenspremieren på ’EWA, Out Of Body’ på Cannes, også selvom filmen bare var ment som en pilot til et større projekt. Vi får en del opmærksomhed på festivalen, og et magasin udnævner os til at være det bedste arthouse VR i programmet. Som om VR ikke i sig selv er niche nok, så er vi nu officielt en niche i en niche.

Deltagelsen på Cannes sætter selvsagt fart på vores udvikling. Vi bliver inviteret med til festivaler over hele verden, vi kommer i kontakt med interessante mennesker og vi finder på nye idéer. Og jeg skriver videre på EWA.

​

En specialdesignet totaloplevelse
’Skammekrogen’ lærer mig mange ting, men særligt vigtigheden af, at publikum bliver sat i den rigtige kontekst inden de skal opleve filmen, og jeg taler meget med Mads om det i denne periode. Jeg udvikler begreberne før-rummet og efter-rummet, som definerer det mentale eller fysiske rum, der henholdsvis sætter publikum ind i filmen og som filmen lukker publikum ud til. Bevidstheden om disse rum gør, at man kan designe rummene, så de passer til historien eller universet, og dermed kan designe publikums mind set. Der er ikke så langt fra syretrippet til den stærke VR-oplevelse, og instruktørens opgave er ikke ulig en shamans. Det er begge overvældende, ceremonielle oplevelser, der kan sætte dybe spor. Det må man være bevidst om.

​

Tanken om, at filmen ikke længere ’bare’ er en film, der bliver vist i en biograf, hvor folk køber popcorn og cola til, men kan være en totaloplevelse gør mig nærmest fanatisk og megalomanisk. Jeg forstår, hvorfor Wagner vil designe sit eget teater, jeg forstår, hvorfor Beatles spiller deres sidste koncert på toppen af et hus, jeg forstår, hvorfor religioner bygger templer. Det handler om at sætte sin historie i en ramme, der ikke bare er en Ikea-ramme, men en specialdesignet ramme, der sørger for at publikum får en individuel oplevelse. Selvom man arbejder med et massemedie. Dette er muligheden for at gøre filmen til en egoistoplevelse, som kun jeg kan have, men som vi stadig kan have sammen, kollektivt. Filmen er blevet til et delt individ, vi hver især kan tage ophold i og opnå kontakt med noget sandt og skønt og uendeligt.

​

Vi udvikler i efteråret 2016 en filmperformance, vi kalder ’The Shared Individual’, som vises på IDFA. 50 publikummer bliver, ved hjælp af VR-briller, transporteret ind i perspektivet på én person på scenen, live. Herfra kan man se ud blandt publikum, hvor man stadig sidder. Det handler om at synkronisere publikum med den person, man oplever perspektivet fra, hvilket vi gør med nogle simple øvelser. Efter en total synkronisering afsløres, at vi i mellemtiden har fået publikum til at forsvinde. Man er nu assimileret fuldstændigt med det delte individ.

​

Fra en drøm, til et fosters POV og moderens virkelighed
Samtidig udvikler vi en ny pilot til EWA. Denne gang går vi endnu længere. Filminstituttet giver os nogle penge, så vi kan leje bedre kameraer og få Peter Hjorth til at hjælpe os, både som fotograf og som VFX Supervisor. Jeg ønsker at lave en scene, der beskriver, hvordan et foster oplever sin mors underbevidsthed blive til fostrets drøm. Vi skal altså filme både en drøm, et fosters POV og moderens virkelighed. Desuden vil Peter Hjorth gerne eksperimentere med at gøre filmen generativ.

​

Vi optager i den rå natur på Island med et Nokia OZO-kamera, der har et stereoskopisk 360 graders billedfelt. Vi optager i en lejlighed i København med to Alexa Mini’er sat side ved side med 180 graders optiker på, på en jip-arm, så vi har fuld kontrol over kameraet.

Jeg har endnu ikke set en VR-film, der har krydsklippet, og jeg har en interesse i at se, om det overhovedet kan lade sig gøre. VR er stadig så ung i sin form, at de fleste andre VR-skabere hverken tør bevæge kameraet eller klippe vinkel i scenen, så jeg beder Julius Krebs Damsbo om at bearbejde filmen klippemæssigt. Vi opsætter en suite i vores værksted, og Julius må vænne sig til at sidde med nogle VR-briller og klippe.

​

Man kan sagtens krydsklippe i VR, og filmen giver mig en stærk oplevelse af at være et vidne til noget privat. Fremfor at være bevidst om kameraet, føler jeg mig som en ånd eller bevidsthed, der er tilstede i et privat øjeblik mellem de vordende forældre, spillet af Sofia Nolsøe og Jakob Oftebro. Det er en voldsom scene, hvor forældrene skændes og mor lukker sig emotionelt inde i sig selv. Hendes kæreste forstår ikke hendes lukkethed, men jeg er ånden, der ser, hvad mor gemmer i sin underbevidsthed.

​

Når man oplever film i VR, har man en stærk fysisk følelse af at være tilstede. Når man er i et POV, og nogen kigger direkte ind i kameraet, har man følelsen af, at man får øjenkontakt. Når man svæver over en eng, og man ser ned på græsset under sig, glemmer man, at man i virkeligheden står på et kontor i Kødbyen. Når man er omfavnet af et lydunivers, der rumler som en mave, og du kan høre hjertet banke ovenover dig, så er du taget ud af den verden, du kender og fuldt ud ’indlevet’ i en virtualitet. Som enhver god fortælling er i stand til.

I den forståelse har jeg ændret mit syn på kameraet. Jeg elsker kameraer, og sætter mig ind i teknikken bagved. Jeg har filmet med 16mm én gang og på digital resten af gangene. Lyden af rullende celluloid glemmer jeg aldrig, og jeg håber at komme til at filme på det igen, og gerne i større formater. Men i mit arbejde med VR har jeg fået en ny forståelse af kameraet, netop fordi at publikum kommer så tæt på. Filmen er ikke noget man ser på et lærred langt væk, det er noget, der omslutter dig, og gør dig til en opdagelsesrejsende. Filmen er noget, du trækker på. Du kravler ind i filmen, bliver til karakteren og oplever det, som om du faktisk er der. Derfor bliver kameraet til en følelsesmæssig forlængelse af karakteren og karakterens vilje. Og hvis ikke du etableres som en karakter, så har du brug for et andet svar på, hvorfor og hvordan du er tilstede i filmen. Hvis ikke karakteren har en vilje, så må kameraet have en vilje.

​

Peter Hjorth skaber et foster-POV, som han tilfører en Leap Motion, der kan registrere dine håndbevægelser, så du som foster kan se dine babyhænder og at de er synkroniseret med dine egne hænder. Det kaldes et generativt univers. Et crew bestående af lydmenneskerne Brian Dyrby og Kristian Mondrup, i samarbejde med teknologen Balder Brüsch, skaber en lydlig performance, så publikum først hører fosterhjertet inde i sin egen mave, for derefter at blive suget ind i maven, og opleve fra fostrets POV. Man er transporteret ind i sin egen mave, og derfra kan filmen begynde.

​

Filmen som program
Vi kalder værket for ’Ewa, Prenatal’, men har ikke udgivet det endnu. Vi har kun vist det til en udvalgt skare og Filminstituttet. For filmen har vist sig at repræsentere et paradigmeskifte. Frem for at se på filmen som en fast form, en film, der har en start og en slutning, så er vi begyndt at se på filmen som et program. Programmet er i stand til at registrere input, og dermed kan man påvirke filmen i større eller mindre grad, i fostrets tilfælde se sine hænder. Dermed skaber filmen altså en form for relation med sit publikum; den er nu bevidst om, at nogen oplever filmen og hvordan de oplever filmen. Fremfor at være afhængig af en ekstern afspiller, kan filmen være selv-afspillende, hvormed distributionen kan kontrolleres af kunstnerne. Vi er ikke længere afhængige af hverken biografer, formater eller afspillere. Dette er en sand demokratisering af kunsten, hvor kunstnerne selv kan styre udvikling, udførelse og udgivelse. Det betyder, at vi står helt anderledes overfor distributionsselskaber, biografer og mediemoguler.

​

Det stopper ikke der. Som jeg nævnte, kan filmen flyde ud over sin egne grænser, hvilket jeg på det seneste er blevet meget interesseret i. Jeg ser meget på det danske performancekollektiv, Signa, der bl.a. skabte den ekstreme performance, ’Villa Salo’, hvor performerne optræder 24 timer i døgnet over 14 dage i et omdannet hus på Østerbro. Jeg ser også ’Sleep No More’ i New York, hvor publikum ikke sidder på faste pladser, men kan bevæge sig frit rundt under forestillingen i et 5-etagers hus. Jeg ser desuden ’Secret Cinema’ i London, der blander en klassisk film med et stort performativt site-specific univers. Alle tre eksempler er vældige succeser, både kunstnerisk, besøgsmæssigt og økonomisk.

​

Eksemplerne tjener til at vise muligheden og inspirationen til at re-claime scenen. Som kunstnere må det være i vores interesse, hvordan filmen vises, og ikke bare at den vises. Vi glemmer potentialet for at fortællingen kan folde sig fuldt ud, når vi overlader filmen til distribution. Det er på tide, at vi lærer af kunstverdenen og har krav til, hvordan vi vil vise vores værker. Selvfølgelig kræver det, at vi, eller tætte samarbejdspartnere, har sans for økonomien og det praktiske i, hvordan filmen møder sit publikum. Men så kan der også ske magi af den vaskeægte slags, som vi kan huske fra filmens barndom.

​

Men hvad kalder vi dette format? En film? En oplevelse? En ceremoni? Mads er ikke så glad for, at jeg kalder det film, fordi han synes ikke at film-begrebet er dækkende. Jeg forstår ham sådan set godt, vi blander jo filmen med performancekunst, installation og teater. Vi gør det til en helhedsoplevelse. Samtidig er VR på den ene side for bredt, fordi det også dækker computerspil og andre -skabte verdener, og på den anden side for snævert, fordi det kun refererer til dét, der sker i brillerne.

​

Jeg kalder det film lidt endnu, nok fordi jeg ikke har et bedre bud, men mest fordi jeg vil udvikle filmformatet. Jeg elsker film og derfor ønsker jeg mere for filmen, end den allerede har og kan. Jeg ønsker, at filmen skal være levende og ikke gro fast i pre-definerede former. Jeg ønsker, at filmen altid skal være progressiv og ville gå egne veje. Jeg ønsker at komme tættere på publikum. Jeg ønsker, at filmen skal indgå i en relation med publikum og blive bevidst om publikums tilstedeværelse. Jeg ønsker at arbejde med filmen på en måde, hvor jeg kan lade publikum gå på opdagelse i min virtualitet.

​

- Og først behøver at forlade den, når de er klar til det.