“Vent nedenfor trappen. Der kommer en og henter jer”, med de ord lukkes døren og jeg står med 5 fremmede mennesker foran en gammel metalvindeltrappe. Vi ser lidt forlegne på hinanden; For 30 sekunder siden afleverede vi vores jakker i garderoben på den anden side af døren. Nu står vi i et stearinoplyst rum, hvis størrelse ikke efterlader plads til intimgrænser. Vi ved ikke, hvad der venter os ovenfor trappen, bortset fra at intimgrænsen ikke er den eneste barriere vi står for at overskride. Snart vil vi blive transporteret ind i et andet menneske, vi vil for en kort periode blive en anden, opleve verden fra hans perspektiv. Dø med ham og havne i en dimension mellem liv og død. Jeg er til fernisering på “Doom Room”, en VR-performance i natklubben Chateau Motel.

​

​

For de uindviede står VR for Virtual Reality, en teknologi, hvor brugeren ved at iføre sig et par VR-briller kan opleve blandt andet film og spil i 360 grader. Brillerne følger hovedets bevægelser, så man som publikum selv styrer, hvad man ser på. Det er med andre ord en oplevelse, som omslutter én hele vejen rundt. Som står man fysisk i det univers, man ser på. 

Forventningerne til teknologiens betydning som næste store platform for home-entertainment er massive, og tech-giganter som Facebook, Microsoft, Google og Sony, kæmper i forreste linje om at blive standardsættende for teknologien.

Hvor det indtil nu primært har været spilbranchen, som har haft øjnene på VR-teknologien, er VR for alvor begyndt at blive inviteret indenfor på filmscenen. Sidste år var jeg gæst på to internationale kortfilmsfestivaller: OFF i Odense og Interfilm i Berlin. Begge havde fokus på VR-film og viste VR-film i særlige pop-up biografer, og selv på Cannes-festivalen sidste år samlede interessen sig især om VR.

 

En nøgen kvinde med langt hvidt hår, sorte pupiller og måneskinsfarvet hud træder ned af vindeltrappen. Hun signalerer, at vi skal følge hende op, og en efter en bevæger vi os op af den smalle trappe. Rummet vi kommer op til er beklædt med plastik. Stearinlys står på alle flader, og midt i rummet står månekvinden ved et rullebord. Da vi har bænket os på de plastbeklædte møbler løfter månekvinden låget fra et sølvfad på bordet og åbenbarer 6 friske grisehjerter. Andægtigt placerer hun et hjerte i hver af vores hænder. Herefter bliver vi kommanderet op til bordet, hvor vi knælende får serveret et glas med en blodlignende substans, før hun enkeltvis fører os hen til en stor tung metaldør. Kvinden slår to slag på døren, slaget besvares fra den anden side, og jeg træder ind i et mørkt rum, hvor en kutteklædt figur tager imod mig. Han lægger en kutte over mine skuldre, og giver mig en VR brille på. Et flammende kultisk tegn svæver i luften foran mig. 

Snart forsvinder det kultiske tegn, og jeg befinder mig i en efterårsfugtig vildmark. Foran mig ligger et dødt rådyr. Det må være mig, der har skudt det, for mine hænder, eller hænderne på den person gennem hvis øjne jeg oplever verdenen fra, er i gang med at skære hjertet ud af rådyret. Jeg ser ned af “mig selv”, jeg har jagtbukser på, en ternet skjorte og opsmøgede ærmer. Efter at have dissekeret hjertet griber “jeg” geværet ved min side, og efter at have sigtet lidt formålsløst ud over vildmarken vender “jeg” geværet og ser direkte ned i løbet. Det suger i min fysiske mave, og jeg prøver at se væk, der er noget grænseoverskridende, noget forkert ved at se ned i løbet i denne tilstand. Jeg føler mig truet, som om det virkelig er mig selv, der ser ned i løbet, men jeg har ingen magt til at lægge geværet væk, filmen kører ubønhørligt videre og jeg ser, hvordan den ene hånd rækker efter aftrækkeren. Det er en markant anderledes fysisk oplevelse, end hvis jeg så den samme scene i en traditionel film. Her er det virkelig mig der ser, hvordan fingeren nu finder aftrækkeren og det uundgåelige sker.

 

Da Filmskolen i september holdt 50 års jubilæum havde VR også sneget sig ind her. En VR-biograf var blevet etableret i anledningen og i Ekkos reportage om festlighederne, blev rektor Vinca Wiedemann citeret for at kalde VR for filmmediets fremtid. 

Nordisk film afholdt ligeledes en event med en VR pop-up biograf i Palads i juni, og ved den nyligt afholdte Oscaruddeling, stak en af de nominerede film i kort-animations-kategorien ud ved sit forsøg på at favne den nye teknologi: Filmen “Pearl” er tilgængelig i både en VR og en traditionel version. Det er den traditionelle version, som er nomineret, men filmen kan som sagt også opleves i en VR version. Jeg har oplevet begge versioner, og i min oplevelse, lider denne films filmiske fortælling i VR versionen under det frie udsyn, hvor vigtige fortælle-elementer forsvinder, da publikum ikke altid ser det samme sted hen. Men netop fordi det ikke er lige til at oversætte handlinger fra den ene platform til den anden, finder jeg det fascinerende.

Som filminstruktører har vi været vant til at sætte kameraet et sted og nøje udvælge, hvad publikum skal se. Det kan vi ikke på samme måde i VR, så hvordan fortæller vi så?

For hvordan stiller man sig som instruktør i dette medie? Hvilke kunstneriske muligheder giver 360 graders oplevelsen? Hvad giver det af fortællermæssige udfordringer? Hvad med klippet, fotografens fortællende framing og instruktørens stemme? Er det virkelig filmens fremtid, filmens død, en døgnflue, eller er det den endelige sammensmeltning af filmen og computerspillet? 

Det er, under alle omstændigheder, et format, som skaber en markant anderledes sensorisk publikumsoplevelse end den traditionelle film.

Alt det prøver vi at belyse i dette nummer af TAKE, så spænd brillen og dyk ned i betragtninger og erfaringer om VR.

 

Geværet går af med et brag -og jeg flyver ud af kroppen, falder fra 10. sals højde mod et betongulv, og pludselig er jeg i en anden dimension. En lyserød bar med en gigantisk bartender, som ser brysk på mig, blege skjorteklædte drenge på række sidder langs væggen og stirrer på mig sammen med en vandkæmmet voksenbaby. Foran mig står en mikrofon: vil de virkelig have mig til at synge? Jeg ryger videre - er en jernkæde-låst gladiator i et rum fuld af foliebeklædte kvinder, er pludselig i et chandelier -oplyst rum med guldgardiner, hvor en Liberace-Elvis klon vrider sig på gulvet foran mig. Jeg er virkelig havnet i en ny dimension.

​

​

 

God fornøjelse

Martin Strange-Hansen, Redaktør