Jeg er taget ud på Filmskolen, for at undersøge hvorfor VR spillede så markant en rolle ved Filmskolens jubilæum sidste år. Filmskolen, som er filmkunstens mest anerkendte udklækningssted i Danmark, har inviteret VR ind i stuen, det må der være en grund til, tænker jeg. Derfor sidder jeg nu på rektors kontor med en kop kaffe og en række spørgsmål på tungen. Da VR er opstået i computerspilsverdenen, og det først er for nylig filmverdenen har taget det til sig, sidder der overfor mig to personer, klar til at svare på mine spørgsmål: Filmskolens rektor Vinca Wiedemann og Simon Jon Andreasen, leder af animations-uddannelsen og DADIU. (Danish Academy of Digital Interactive Entertainment)

​

-Vinca, ved Filmskolens jubilæum sidste år havde Filmskolen en VR-stand hvor man kunne prøve VR, og jeg læste på Ekkos hjemmeside en udtalelse fra dig, hvor du kaldte VR for filmens fremtid. Kan du uddybe det?

 

VR-momentet og fortællingen

Vinca: “Det er baseret på noget, der opstod anden gang jeg prøvede VR. Pludselig var jeg i en oplevelse, som tydeligt var filmisk, med filmisk potentiale, og på den anden side så var det noget andet og meget mere. Jeg følte mig lige så nyfødt, som de første tilskuere til Lumieres første visning dengang i filmens barndom. I det moment forstod jeg deres oplevelse, da de flygtede ud af biografen, fordi de troede, at nu blev de kørt over. Jeg kalder det mit "VR-moment."

Det var oplevelsen af, at her ser jeg på noget, som ikke bare repræsenterer en ny udvikling, men en slags paradigmeskifte. Og det er altså talt fra en, som er født i ’59 sammen med fjernsynet og har set teknologier komme og gå, jeg har altså aldrig før oplevet en slags mediemæssig genfødsel i et nyt paradigme, som jeg oplevede den dag med VR.

Det var en oplevelse af, at det her kommer til at revolutionere det almindelige publikums oplevelse af hvad film er og hvad film kan. Det er spændende, fordi det giver os nogle helt nye kunstneriske udtryksmuligheder. Vi er filmfolk og det vil være naturligt, at vi favner det og udforsker det. 

Derfor hører det naturligt til på Filmskolen.”

 

-Hvordan det?

 

Simon: “Altså vi er jo først og fremmest interesserede i at lave fortællinger. Vi uddanner instruktører, manusforfattere, klippere, fotografer, tonemestre og så videre til at blive virkelig dygtige fortællere. De skal jo lære at finde lige præcis deres indgang til fortælling, men de skal også kunne se, “hvad for et format passer til denne her historie”? Derfor skal de selvfølgelig også kende VR. Fordi VR er på en eller anden måde sådan en slags nyt moderformat. 

Så først og fremmest handler det om at gøre det tilgængeligt for alle elever på skolen.

Derfor har vi bygget et lille rum på skolen, hvor der er de vigtigste maskiner til VR, og så er der en stor rød knap, hvor man kan gå ind og trykke. Så kan man nemt og enkelt afprøve det”. 

“Men selv om du har VR som sådan en stor legeplads, så er vi interesseret i det om fortællingen: Hvordan vi kan gå ind og give folk den illusion eller oplevelse, som fortællingen er.

Der er der, at spørgsmålet om virkemidler dukker op, for hvad er virkemidlerne i VR?

Dybest set er VR jo meget, meget ungt. Det er ligesom med Lumieres film de tidlige skridt, der bliver taget nu. Der er ikke nogen, der ved, hvilket sprog vi ender med at bruge. Alle kan se, at der ligger en fortælling i det, eller i hvert fald, at der er mulighed for at lave fortælling i det”.

 

Vinca: “Det er også derfor, vi hele tiden nævner fortællingen og det at se os som fortællere.

For hvis man ser på det, hvad er så vores kunstneriske byggesten, de basale byggesten i fortællingen? Det er karakterer, det er scener, det er rum og fordi det er karakterer i situationer, der relaterer sig til hinanden, så er det også relationer og dialog.

Og så er det handlingsforløb, sammenkædet af situationer, karakterer, rum og handlinger. 

Det er måske det, som er vores byggesten”. 

 

Klippet og VR

-Det bringer mig til spørgsmålet om klippet. Hvordan klipper man i VR? Er vi stadig på Lumiere-niveau, hvor vi mangler Kuleshov og Eisenstein?

 

Vinca: “Ja, og dog. Fordi den store forskel er, at du nævner klippet helt naturligt. Det vil sige, der er noget, vi allerede kender som “klippet”, begrebet klip er allerede opfundet. Nu er det mere noget med, at vi prøver at se, om man kan overføre det, og hvordan man gør det.

Jeg er jo oprindeligt uddannet filmklipper, og til dem der siger, “jamen man kan jo ikke klippe i VR! ” og “hvordan kan man det? ” -  vil jeg sige “Jamen det er da det mindste af det”! 

Vi kan jo bare skæve til gode gamle Walter Murch, filmklipperen der klippede for Coppola. Han taler om klippet som “the blink of an eye”. 

Hvis vi nu tager den tanke og omformer den, så kunne man jo forestille sig, at man i VR bogstaveligt kan bruge publikums øjenblink til at lægge klippet dér. 

Det er allerede udbredt at bruge lyd til at guide publikums opmærksomhed hen de forskellige steder og på den måde styre klippet. Man opererer også forskellige steder med, at man ligesom kan “klikke” sig ind i et nærbillede. Så jeg tror det bliver nogle konventioner, man meget hurtigt vænner sig til”. 

 

Simon: “Der er også software, som følger øjnene, så når man ser et bestemt sted hen, så opfatter softwaren, at du har en særlig interesse for det sted, og så begynder den at zoome langsomt ind på det, du kigger på. Det er interessant, for du vælger ligesom selv, hvad det er for nogle detaljer, du fokuserer på. Men igen kommer det hele tiden an på, hvad det er for en fortælling eller historie, man laver. Det er jo muligt at have nogle fortællinger, hvor det netop er detaljen, det handler om”. 

 

Vinca: “Jeg synes, det peger hen på et mikrokosmos, som lidt svarer til filmen overfor litteraturen. Altså vi ved jo, at en spillefilm ikke svarer til en roman, det svarer til en novelle, fordi der er så lidt man kan fortælle på film i forhold til, hvad man kan bruge sproget til. 

Her opfatter jeg VR som endnu et skridt i den retning, fordi det kan være så stemningsbåret. Jeg vil ikke engang sige følelsesbåret, selvom vi normalt taler rigtig meget om følelser på film. Jeg vil sige stemningsbåret. En slags ”stemningsbårethed, ” som måske mere minder om musik, hvor ekstremt simple handlinger kan få en enorm fylde. 

Som i Goddards “Vivre sa Vie”, hvor der bliver rørt rundt i en kaffekop, og så kigger man ned i kaffen, og pludselig føler man, at man er ude i universet og i mælkevejen. Den følelse af fylde i oplevelsen i meget mindre handlinger, hvor du kan gå ned i detaljer, så det nærmest bliver en surrealistisk proportionsændring. Du kan folde et øjeblik ud ligesom et digt, men alligevel opleve et forløb, en fortælling og en fylde i det. 

Det, som mange filmfolk kæmper med lige nu, er at fylde en masse handling i, fordi der er det her billede hele vejen rundt. Det behøver man slet ikke. Det er meget federe, hvis der er meget mindre handling”.

“Jeg tror, at den store tilvænning er, at det er så stærk en sansepåvirkning, der foregår når man ser VR. Publikum bliver simpelthen mættet for hurtigt. Der kan næsten ikke nå at foregå noget, før man har fået nok og skal have en pause, og er helt svedt. Det er jo noget at kæmpe med, som fortæller, indtil der sker en tilvænning hjernemæssigt. Jeg tænker, den nok skal komme. Da folk første gang så dogmefilm, gik de også med kvalme, fordi kameraet rystede. Det har vi jo vænnet os til ikke? Jeg har i hvert fald ikke hørt, at folk kun se “Homeland” i 5 minutter fordi kameraet ryster”.

 

Favne nyt og beholde sin stemme

-VR bryder åbenbart med flere af de klassiske funktioner: Fotografens framing er udvisket, auteurens insisterende fokus, som vi kender det, er opløst, og klipperens rytme og narrative fokusering ser ud til at skulle redefineres. Hvor ser I Filmskolens rolle som kunstnerisk udklækningssted her?

 

Vinca: “Det er ikke fordi, vi skal blive VR-specialister på Filmskolen, men de nye teknologier, de nye fortælleformer og så videre, de skal bare have en naturlig plads her på skolen.

Det som er vigtigt er, at vores studerende generelt bliver vænnet til, at man hele tiden omfavner de nye medier. Så man formår at forholde sig med sin egen historie og sit eget formsprog til de nye formater, som vil blive ved at vælte ind over os. Så man får et naturligt forhold til det, i stedet for et meget angstfyldt eller afvisende forhold til det. For det er i hvert fald sikkert, at ligesom de filmklippere, der i sin tid sagde, at “videoklip og Avid - det er ikke noget for mig, jeg holder mig til det gode gamle Stenbeck-klippebord”, altså de fik jo meget hurtigt store problemer. Så hvordan lærer vi eleverne at kunne favne nye tendenser, på en balanceret måde”?

“Et eksempel på hvordan vi eksperimenterer med at lære at favne, bare med et andet perspektiv, det er, at lave incitamenter så fiktions-, dokumentar- og animations-instruktørerne prøver at arbejde sammen. Så hvis nu en animationsinstruktør og en dokumentarinstruktør har lyst til at gå sammen om et projekt, så kan vi gå ind med lidt ekstra penge i projektet. Det er jo en helt anden måde at tænke uddannelse i forhold til, hvordan vi traditionelt har gjort. Og en måde vi kan være med til at facilitere andre måder at udvide sit eget fag på”.

 

Simon: “Hvis man for eksempel tager dokumentareleverne deroppe hos Arne, og hele den der snak om den personlige stemme. “Hvad er det, jeg kan, som gør, at det jeg laver er unikt? ” Det er jo ikke noget, man altid kan se selv. Der er behov for nogen udefra, der ser det bedre end en selv”.  

 

Vinca: “Den studerende der går her skal have udfordringer, skal personligt udforske og udfordre sig selv og udvide sit eget register. Det er det, der er med til at karakterisere dem, der er gået på en uddannelse i forhold til dem, der er autodidakte; at man her er blevet tvunget meget mere ud i ukendt land og dermed har man også fået udvidet sit register og sit udtryksregister.

Det er dér, man lærer sin personlige stemme at kende. Det er noget af det vi kan, og det er noget af det vi skal som uddannelse”.

 

Simon: “Og det samme kunne man forestille sig med teknologi ikke? Hvorfor skulle en fiktionsinstruktør ikke prøve at komme ind og prøve at lave spil eller lave VR”?

 

En opfordring til leg

-Hvis vi nu her til sidst ser lidt i spejlkuglen, hvad vil det her så betyde for den gammeldags film og de instruktører, der har den faglighed?

 

Simon: “Jeg har et citat til dig her fra starten af 90’erne af Arthur C Clarke: “Virtual reality won’t merely replace television. It will eat it alive”! Det der er det interessante ved det citat er, at det er fra starten af 90’erne, og nu er vi i 2017. Og det sætter lidt i relief, at de der fantasterier om hvad VR vil betyde, de bliver lidt til grin”.

 

Vinca: “For mig betyder det heller ikke, at den gamle film er død. Sådan oplever jeg det slet ikke. For generelt, så det vi oplever med medieudviklingen er, at selv om der hele tiden kommer nye ting til, så forsvinder det gamle ikke. Det konvergerer heller ikke, som vi troede engang. Nu ved vi, at det snarere ligner sådan en slags knopskydning. Der kommer nye fortælleformer og nye medieformer, men de gamle vedbliver at eksistere. Selv den gamle taleradio er der jo stadig, og har tilmed fået sig en gevaldig renæssance som podcast”.

“Utroligt mange reagerer overfor VR med, “nej, det er ikke mig”, hvor man næsten instinktivt skubber det fra sig. Dér handler det om at være nysgerrig, synes jeg: Altså vi kan sagtens se, hvad det er det ikke kan, men hvad er så det det kan? Det er det, der er det interessante, og det er der flere filmfolk, der eksperimenterer med allerede:  "Daniel Dencik var for eksempel ude og eksperimentere med at optage VR på Roskilde-festivalen sidste år”.

“Der er en hel trend allerede i at eksperimentere med, hvad man kan bruge VR til i dokumentarsammenhæng: Hvis man f.eks. sætter et VR kamera op i en flygtningelejr, så er der en hel diskussion om, om det inducerer mere empati, fordi man kommer tættere på at opleve flygtningenes liv. Personligt tror jeg, det er en naiv forestilling, men nogle gange er det jo de allermest naive eksperimenter, der fører os de mest interessante steder hen. Så bare det at sætte sig ned og bruge lidt tid på at soppe rundt i bassinet”. 

 

Simon: “Man kan jo prøve at købe sådan et lille VR kamera til at sætte på sin iPhone. Klik, og så er man klar til at optage 360 grader. Og så kan man bruge en helt simpel Card board-boks til at se det på bagefter. Prøv at skrive en scene, prøv at lave en reading eller gennemspilning, som du optager og se hvad du får ud af det. Det er billigt, og det er hurtigt og det er rigtigt sjovt. Det er vigtigt at komme i gang med at lege med det, for det er det niveau, det er på nu”.

 

Vinca: "En talentfuld instruktør med hele sit sanseapparat, vil opleve, at det er så igangsættende at få de der skide briller på i 10 minutter, at man har tankestof nok til den næste måned. Så bare få set det og få det oplevet”.

 

Min kaffekop er tom. Jeg takker for interviewet, træder ud i den fugtige februarvind, sætter mig på cyklen og kører hjem. 

Derhjemme var planen egentlig, at jeg skulle sidde og læse et oplæg, men tankerne springer hele tiden væk fra papiret. Hvad kan man med det her medie? Hvordan ville jeg stage den her scene, hvis nu det var VR? Ville man kunne fortælle sådan, og hvis ikke, hvordan kunne man så? 

Jeg finder mig selv flere timer senere, googlende priser og anmeldelser af tilgængelige VR-kameraer, og tjekke småfilm i min byggemarkeds VR-brille. 

Det oplæg kommer vist til at vente lidt.