AT ENGAGERE

SIG I DET FÆLLES

 

Jeg modtog for nylig en sær-Bodil for mit arbejde som formand for Danske Filminstruktører. Den blev jeg rigtigt stolt over. Men jeg blev især glad for det signal, Bodilkomitéen udsendte til filmbranchen, nemlig at de værdsætter det filmpolitiske arbejde. Det at engagere sig i det fælles, blev hyldet med den pris. 

 

Nu er mit arbejde som formand ikke mit alene, det er en kulmination af mange menneskers insisterende dialog om dansk film. Min sparring med bestyrelsen og ikke mindst med næstformand Klaus Kjeldsen, og sekretariatet ledet af Sandra Piras er helt afgørende for mit virke. Disse mennesker er derfor indlysende medmodtagere af prisen for mig. Men det er I også, alle medlemmer, både dem jeg møder tit og sjældent. Jeres sparring, idéer og kritik er en væsentlig årsag til at foreningens arbejde er blevet synligt. 

 

Hvorfor overhovedet lave politisk arbejde? Det kan være ensomt at være filminstruktør. Man står op om morgenen og er drivkraft på alt i sit arbejdsliv, for filmens vision, at overbevise investorer, inspirere manuskriptforfattere,  filmhold og skuespillere, risikere prygl fra anmelderne og endnu værre, at blive ignoreret af publikum. Det er hele tiden ’mig-mig-mig’ og det kan blive ret trættende. Som formand for Danske Filminstruktør kæmper jeg ikke kun for mig selv, men for og med et stort fællesskab af instruktører. 

 

Hvad er det, der driver den enkelte instruktør? Når jeg ser en film, så spekulerer jeg altid over, hvad det er for en drivkraft, der fik netop denne instruktør til at lave netop denne film. Det er en spændende tankeproces, som fører videre i spørgsmålet: Hvorfor brænder nogle film helt igennem, mens andre blot flakser lidt? Jeg tror på, at en films evne til at brænde, er en direkte konsekvens af et menneske, der brænder. Man kan ikke bare være ”interesseret” i at lave film og så med interessen skabe et vildt brændende værk. Det, der gør forskellen på en god eller dårlig film, er instruktørens nødvendighed. Med nødvendighed mener jeg, den kraft du mærker vildt, inderligt, insisterende, drivende som den primære i din relation til dine medmennesker. Det kan være et behov for kærlighed, tilgivelse eller anerkendelse, Eller noget helt fjerde.  Vrede måske. Hvis jeg nu f.eks. som menneske er drevet af at skabe større empati i samfundet, så vil hvert et skridt jeg tager, handle om at komme til at skabe empati. Denne nødvendighed trænger sig så meget på at den, selv når jeg er udmattet og illusionsløs, stadig oplever den som en livsdefinerende kraft for mig.

 

Når jeg har valgt at lave et stykke filmpolitisk arbejde for en tid, så hænger det sammen med nødvendigheden i mit liv. Den folder sig ud i de film, jeg laver og i det filmpolitiske arbejde. Nogle gange er jeg mest optaget af filmene, andre gange af det politiske, men nødvendigheden er den samme. 

 

Når jeg ser tilbage, så har det at lave politisk arbejde gjort, at jeg har mistet en stor del af min angst for systemet. Hvor jeg før var en instruktør, der stod udenfor slottet og så op på murene med håb og frygt for dem, der traf beslutningerne over mig og mine kolleger, så føler jeg nu, at jeg har lige så meget ret til at være med derinde som dem. Jeg har ret til at medskabe de betingelser, vi arbejder under. Afmagten, vreden og forvirringen er afløst af større mod og kreativitet og af følelsen af, at man faktisk kan gøre en forskel.  Derudover har jeg fået nogle værdifulde erfaringer med ledelse af kreative processer, konflikthåndteringer, at samarbejde med folk jeg er uenige med, lobbyarbejde og viden om økonomi. Alt dette inspirerer mig i mit arbejde som filminstruktør. 

 

Hvornår er det mere vigtigt at gå op i det fælles end at gå op sit eget, og behøver de to ting overhovedet være modsætninger? Jeg tror ikke på, at store forandringer kun skal skabes i det politiske system. De skal især skabes i civilsamfundet. Af os der står på gulvet. Jeg tror på, at hvis vi er solidariske med hinanden, kan vi hver især få meget bedre vilkår i arbejdet. Vi kan skabe store forandringer, når vi står sammen. Og så kan Bodil være med til, at vi taler højere og blive hørt mere.