top of page

MØD DE NYE MEDLEMMER

Her kan du møde en række af Danske Filminstruktørers nye medlemmer. Vi vil gerne bidrage til større kendskab blandt medlemmerne og til det arbejde, I laver. Her præsenterer vi, i første omgang, nogle af de medlemmer, der senest er blevet medlem.

Vi har stillet de samme fire spørgsmål til alle:

· Hvad er din baggrund for at lave film – er du uddannet,  autodidakt eller noget helt tredje?

· Hvorfor er det vigtigt for dig at lave film?

· Arbejder du på noget lige nu, og hvad har du tidligere lavet? 

· Hvorfor har du valgt at blive medlem af Danske Filminstruktører?

MARTIN GAARDE ABILDGAARD - Medlem siden januar 2017

Jeg har tidligere været Kreativ Direktør i et tv-produktionsselskab og udviklingsredaktør på TV 2, og instruerede ved siden af det lidt on/off. Men nu arbejder jeg på fuld tid, som instruktør, og er autodidakt.

 

Det er vigtigt for mig at lave film, fordi jeg kan ikke lade være! 

 

Lige nu er jeg i udvikling med en tv-fiktionsserie i samarbejde med Profile Pictures og en dansk tv-kanal, samt i efterbearbejdning med en fransk kortfilm, som jeg skød i Paris i januar. Jeg har tidligere arbejdet med dokumentar og instruerer også reklamefilm, kunstfilm og musikvideoer, bl.a. hos Bacon her i Danmark.

 

Som medlem af Danske Filminstruktører vil jeg gerne udvide mit netværk, have muligheden for at modtage juridisk rådgivning og holde mig orienteret om faglig relevante tilbud og tiltag.

 

URI L. SCHWARZ - Medlem siden december 2016

Jeg er vokset op lidt omkring; først København og mine teenageår i Hong Kong, hvor jeg havde min skolegang. Efter afslutning af den engelske studentereksamen blev jeg optaget på Emerson College i Boston, og fik min eksamen som Bachelor of Fine Arts (B.F.A.) i film (Cum Laude). Derefter har jeg boet i New York, Las Vegas, tilbage til Hong Kong, og Los Angeles. I alle disse lokaliteter har jeg konstant været tilknyttet fagmiljøet.

 

Jeg brænder for filmens sprog og dens kraft til at røre sjælens indre. Min opvækst og livserfaring som verdensborger gør, at jeg ofte slår spørgsmålstegn på identitet og prøver at identificere det gode og det onde i mennesker; i steder; og i teknologien der driver verden fremad. Jeg tror, at balancen er skrøbelig, og lige nu tipper skalaerne nok mod de mørkeste kræfter. 

I min filmkunst vil jeg være med til at løfte os tilbage til lyset, ved at vise verden i sin helhed, og afdække mennesket for det, det virkelig er.

 

Jeg skriver en del for tiden og arbejder med at komme til kernen på et feature manuskript til en kortfilm jeg lavede for mange år siden som hed Völuspa, en historie baseret på Nordisk mytologi, hvor Odin har faldet til jorden efter mennesker havde mistet troen. Ellers har jeg i øvrigt en masse andre projekter i udvikling – og ind imellem flyver jeg også droner. 

 

I 2014, efter mange år, var jeg i stand til at færdiggøre min første spillefilm, Stories Forlorn, som instruktørdebuterende i Hong Kong. I 2015 blev den vist på filmfestivaler rundt omkring i verden, f.eks. IFQ Film Festival, hvor den vandt pris for Best Debut Director, GLFF, hvor den vandt Best Feature, og flere andre festivaler, samt anerkendelser. Det var en meget personlig film, da den talte til det miljø jeg - som Dansker og ”Third Culture Kid” - voksede op med, i det år Kina overtog Hong Kong fra den Engelske kolonimagt, 1997.

 

For nogle måneder siden flyttede jeg hjem til Danmark efter 27 år udenlands for at virkeliggøre nogle af mine planer som filmkunstner. Jeg tænkte, at det nok var en god ide at blive medlem af Danske Filminstruktører for at yde fællesskab til dansk film og møde nogle seje mennesker som kan lide det samme som mig. Og fordi jeg er en dansk filminstruktør. 

 

KIM HAGEN JENSEN - Medlem siden december 2016

Jeg har storyboardet, animeret og designet inden for animationsbranchen siden firserne. Det var en naturlig progression for mig at gå videre med at instruere mine egne film. 

 

Udover en del filmkurser er jeg selvlært. I løbet af min karriere har jeg mødt mange dygtige kollegaer, som  det har været meget lærerigt at arbejde sammen med. 

 

Jeg elsker at fortælle visuelle historier. Enten igennem illustrationer, tegneserier, eller animation. Min barndom har været præget af Disney og Tex Avery, og det har ledt til en dyb fascination af animation. 

 

For mig er filmen et redskab til at udforske menneskers ydre og indre verden. Hvis det skal være animation, er det vigtigt for mig, at der er en grund til, at det er en animationsfilm. Enten at det stilistiske udtryk styrker filmens tema, eller at det er en historie, der kun kan fortælles med animation. 

Jeg har tidligere instrueret et par animations-kortfilm: Wilbot og Crashlanded. 

 

Lige nu er jeg tæt på at realisere en af mine ideer til en animeret spillefilm om en pige, der manipulerer andre menneskers drømme - Minna og Drømmebyggerne. Efter mange års udvikling er den tæt på at gå i produktion. 

 

For mig er det oplagt at melde sig ind efter at have instrueret et par projekter og blive en del af det fællesskab, der er omkring instruktørforeningen. Muligheden for rådgivning og en større indsigt i branchen er også en fordel.

 

 

GABRIEL TZAFKA - Medlem siden februar 2017

Jeg kommer fra Athen, Grækenland. Jeg begyndte at studere film, da jeg var 18 år gammel. I 2010 fik jeg min kandidat i filminstruktion fra universitetet Aristoteles i Thessaloniki. I de efterfølgende to år lavede jeg film med støtte fra det græske filminstitut og ‘National Broadcast (ERT)’. Jeg kom til København i 2012 og i 2013-2016 gik jeg på instruktør-linjen på Super16.

 

For mig er det at lave film lige så naturligt og essentielt, som at trække vejret! Jeg føler mig ekstremt heldig ved, at jeg har opdaget min egen passion for mediet på et meget tidligt stadie i mit liv. Selvom kunstformen kun er 120 år gammel, er den ekstremt kraftfuld! For mig betyder det, at der er så mange veje at gå, så mange værktøjer at opfinde og opdage i udviklingen af historien. I hver film forsøger jeg at finde den bedste måde at fortælle en historie på. Den måde der vil holde mig beskæftiget og altid rejsende i måneder eller år i forskellige universer. Og det er lige præcis sådan jeg ønsker at leve mit liv. 

 

Jeg er netop i gang med de endelige stadier af min debutspillefilm. Den engelske titel er Thorn. Jeg skød den i sommeren 2016 som en co-produktion mellem Danmark (Nitrat Film) og Grækenland (Kakavias Film, Det græske filminstitut, ERT S.A.) med yderligere support fra Eurimage. Det har været en fantastisk oplevelse med et hårdt arbejdende og talentfuld hold, skuespillere og producere, der alle har troet på filmen. 

 

I dette øjeblik udvikler jeg i øvrigt på andre ideer og historier til andre spillefilm. 

 

Jeg tror enhver filmskaber bliver nødt til at dele sine tanker med andre filmskabere. Det er en måde at udvikle sig, men også at kunne bidrage til et større sammenhold med fælles mål. For mig er Danske Filminstruktører mit nye hjem, min nye familie og jeg ser frem til at møde de andre medlemmer!

  

HEINE KAARSBERG - Medlem siden februar 2017

Jeg er færdiguddannet fra den Infamøse Småtteuddannelse som en slags producer for ca. 7 år siden, som jeg på trods af de mange skrækhistorier, faktisk havde en rigtig god rejse igennem. Siden da har jeg fungeret som instruktør og har også freelancet i et par andre funktioner og filmer også en smule.

 

Jeg er, som sådan autodidakt instruktør, dog med hovedsalig indflydelse og mentoring af Lars Von Trier, som jeg har været så privilegeret at skygge i alle aspekter af hans arbejde: Som hans assistent siden Melancholia og frem til i dag, hvor jeg i skrivende stund er i Sverige for at arbejde på hans kommende film, The House That Jack Built. 

Min indgang til filmbranchen var på mange måder et tilfælde, i højere grad end en egentlig passion, som jeg oplever det hos mange af vores kollegaer. Ikke desto mindre har jeg befundet mig vel i branchen og udviklingen fra at producere og arbejde i produktion til at instruere tror jeg var uundgåelig. Hver eneste gang jeg har befundet mig ved siden af en instruktør eller andre kreativt skabende kræfter, har jeg altid følt mig overvældet af tanker og ideer til, hvad jeg ville have gjort anderledes og hvordan jeg selv ville have angrebet forskellige faglige udfordringer. Summen af alle de tanker, og behovet for at teste deres bæredygtighed i praksis, gjorde skiftet til en fuldstændig befriende proces, hvor jeg virkelig har fundet min hylde og stille og roligt har fået så meget erfaring at jeg har også har vundet den fornødne tillid til min måde at gøre tingene på. Jeg har valgt at omfavne min lidt utraditionelle opvækst som instruktør ved at holde fast i at forsøge at udfordre de traditionelle dogmer. Det er på den måde jeg befinder mig bedst og jeg tror også det er der jeg udfolder mig bedst muligt kreativt og på den måde håber jeg at kunne give tilbage til vores fællesskab, som et lidt anderledes indspark.

 

Jeg troede egentlig til at starte med at mit hjerte tilhørte dokumentarismen og jeg har i årevis arbejdet på en række portrætter, der alle har det til fælles, at de skildrer mennesker, der mere eller mindre aktivt bevæger sig i parallelle universer til det etablerede. Da et af disse portrætter ikke kunne indfinde sig i mit dokumentariske univers, måtte jeg finde andre veje og det blev til startskuddet på mit første spillefilmsmanuskript, som jeg blev færdig med at skrive sidste år.  Projektet er nu i finansieringsstadiet i en co-produktion mellem et dansk og et amerikansk selskab. Det har vist sig, som endnu en åbenbaring for mig at arbejde med mine egne fiktionsprojekter og det har afledt en række af andre ideer, som jeg ivrigt udvikler løs på og glæder mig til at puste liv i. 

 

Siden jeg begyndte at træde mine første spæde skridt som instruktør for 6-7 år siden, har jeg sideløbende beskæftiget mig med de kommercielle sider af filmuniverset og har instrueret massevis af Reklamer, CSR film og musikvideo projekter. Det seneste stykke tid har jeg dog fokuseret hovedsaligt på branded content documentary, som jeg syntes er ganske underholdende og fagligt udviklende.

 

Jeg syntes, det var på rette tid at blive medlem nu, da jeg er ved at komme i mål med nogle af mine evighedsdokumentar-projekter og specielt mine fiktionsprojekter lader til at være ved at tage fart. Da de gerne skulle overtage hele mit faglige virke meget snart, opdagede jeg et behov for den juridiske og faglige opbakning jeg forventer at kunne få fra instruktørforeningen og det fællesskab der følger med.

 

Jeg glæder mig til at lære jer alle lidt bedre at kende og ser det som et stort privilegie at være en del af dette fællesskab.

bottom of page